Herunder er en artikel som jeg har skrevet til Spidshundeklubbens medlemsblad. Den handler om vores tur til Norge, hvor vi havde Lumi med.
Lapphund på skiferie i Norge
Vores familie har i flere generationer løbet langrend i Norge og især jeg har set lidt misundeligt på alle de nordmænd, der har deres hunde med ud at løbe på ski. Derfor var det en store forventninger, vi i 2019 tog Lumi, den ene af vores to finske lapphunde med på skiferie. Den anden hund var kun 7 mdr. gammel og dermed for ung til at komme med ud at løbe, så hun blev passet hjemme i Danmark.
Inden vi bookede en hytte sikrede vi os, at man måtte have hund med. Hjemme fra forberedte vi os ved at tjekke at hundens pas var opdateret med rabiesvaccination og ormekur. Fredag aften kørte vi af sted fra Odense, med bagagerummet fuld af kufferter, tasker, hundekurv og en masse hundemad, skiene lå i en boks på taget og hunden lå på en stor pude på bagsædet mellem vores datter og søn. Ca. 12 timer senere ankom vi til vores destination; Sjussøen ved Lillehammer i Norge.
[Det er mig, der er hunden! Det er muligt min familie syntes turen til Norge gik fint, men når jeg kører i bil, plejer jeg at have mit bur i bagagerummet og der kan jeg ligge, sidde eller stå som det passer mig. Denne gang skulle jeg bare ligge på bagsædet. Selvom der egentlig var plads nok på den pude jeg havde fået, var en del af puden ud over sædets kant, så jeg hele tiden var ved at falde ned. Det eneste lyspunkt ved turen var jeg blev nusset hele vejen der op! Når ja, og så holdt de pause hver anden time, så jeg kunne strække benene, få lidt vand og få tisset.]
Vel ankommet fik vi udleveret en nøgle til den hytte vi havde lejet. Vi klædte straks om og skulle ud at løbe på ski. Så gik vi ned til løjpen og efter lidt startvanskeligheder kom vi afsted på vores første tur!
[Det er stadig mig, der er hunden! Startvanskeligheder!?!? Her er hvad der skete: Min mor begyndte at tage ski på, de så meget farlige ud, så jeg forsøgte at løbe væk fra dem, men hun holdt mig i en snor så jeg var ved at vælte hende. For ikke at vælte fægtede hun med arme og ben, med det resultat hun sparkede hun mig bagi i med en ski og slog mig i hovedet men en skistav!]
Vi havde ikke løbet ret langt, før vi måtte holde pause for at fjerne sneklumper fra Lumis poter. Det problem forsøgte vi at løse ved at klippe hårene på Lumis ene pote. Men den løsning virkede Lumi ikke tilfreds med, så selvom det virkede, endte vi med at købe potesokker til hende.
[Det der skiløb er ikke helt ufarligt for hunde. Ikke nok med man bliver slået og sparket; skiene laver også en underlig lyd, når de glider hen over sneen. Desuden gør det ondt at gå, når der samler sig en masse sne i pelsen mellem mine trædepuder. Efter vores første tur, klippede mor de lange hår mellem mine trædepuder, men det var altså ikke noget jeg ville stå stille til at få gjort på alle 4 poter. Så min familie købte potesko til mig. Jeg så tæske lækker ud med røde sko og nu kunne jeg løbe hele dagen uden problemer.]
Næste dag overtog min datter det at løbe med Lumi. Det gik meget bedre. Lumi var ikke bange for Ellens ski. Ellen fik Lumi til at løbe på højre side, så hun ikke løb i selve skisporet. Så gik turene ellers ud over fjeldet. Når det gik lige ude, opad og lidt nedad holdt Ellen Lumi i snor. Når det gik meget nedad slap Ellen snoren og lod Lumi løbe selv. Her er link til et par videoer fra turen video 1 og video 2.
[Min familie lærte heldigvis hurtigt at jeg ikke skulle være i snor, når det gik nedad. Selvom jeg er lyn hurtig kunne det være svært at følge med. Ind i mellem snublede jeg i min egen snor, så det endte med de tog min snor helt af, når det gik nedad. Det meste af tiden kunne jeg følge med i roligt trav, det var kun nedad jeg virkelig gav den gas.]
Alt i alt havde vi en rigtig dejlig tur. Lumi var meget aktiv når vi var ude. Når vi var inde lå hun bare og sov. Vi var lidt privilegeret af at være 3 familier afsted fordelt på 2 nabohytter. De dage hvor vi vurderede at Lumi ikke kunne klare både en formiddags og en eftermiddagstur, var der altid nogen hjemme, som kunne tage sig af hende.
[Hvad har hun da forestillet sig? Jeg er ikke vant til at løbe mellem 9 og 18 km så mange dage i træk. Det er da klart man bliver træt af så meget motion og ikke mindst den frisk luft!]
Snoren til Lumi var 5-6 m lang og lavet af et tyndt reb. Det viste sig at snoren var alt for lang, så den blev lagt dobbelt og vi løb med den i hånden. Det fungerede fint, bortset fra den var så tynd at den skar i hånden. Snoren skal derfor erstattes af en ordentlig snor på ca. 3 m, gerne med lidt elastik. Selvom det var en succes med potesokkerne, så var løsningen ikke helt optimal. Sokkerne var nemlig lidt korte så de havde det med at glide ned. Så næste gang vi skal afsted på skiferien, vil jeg enten sy nye potesokker, eller lade hundeklipperen klippe alle 4 poter, inden vi rejser.
[Yes, hun sagde næste gang vi skal afsted. Jeg er klar og så vil jeg have min hundesøster med. Det bliver så sjovt.]
Pernille Roungkvist og Lumi
